Af sygeplejerske Anette Kjær Seidler
“Mine ben føles som bly ...”
En sætning jeg som privatsygeplejerske har hørt rigtig mange gange!
Kender du til følelsen af at dine ben, ankler eller fødder føles tunge, spændte eller hævede i løbet af dagen? Mange ældre oplever det, vi inden for sygeplejen kalder deklive ødemer – et fint ord for væske, der samler sig i de dele af kroppen, der er lavest (typisk benene).
Tunge ben er ikke kun et alders-symptom, men i høj grad et tegn på, at blodomløbet har brug for lidt hjælp mod tyngdekraften – uanset din alder.
Hvorfor får man væske i benene?
Vi har nok alle sammen prøvet at have væske i benene, enten ved graviditet, efter stillesiddende eller stående arbejde, på lange rejser eller på varme sommerdage, men når vi bliver ældre, ændrer kroppen sig, og blodomløbet kan have lidt sværere ved at arbejde optimalt. De tre hyppigste årsager til væske i benene er:
- Tyngdekraften: Blodet skal pumpes hele vejen op fra fødderne og tilbage til hjertet. Hvis kredsløbet er lidt langsomt, "falder" væsken nedad.
- Svagere veneklapper: Vores vener har små "klapper", der skal forhindre blodet i at løbe baglæns. Hvis de bliver slidte, hober væsken sig op i benene.
- Inaktivitet: Når vi sidder eller står stille i længere tid, mister lægmusklerne muligheden for at fungere som den "pumpe", der normalt presser blodet opad.
Hvad kan du gøre ved tunge og hævede ben?
Her er en række enkle ting, du selv kan gøre i hverdagen for at lette problemet med væsken i benene:
- Op med benene: Hvil benene på en skammel eller pude, når du sidder i sofaen eller lænestolen. Sørg for, at fødderne kommer en smule over hjertehøjde, så tyngdekraften hjælper væsken væk.
- Hold dig i gang: Gå korte ture, eller lav simple øvelser, hvor du vipper med fødderne og drejer anklerne, mens du sidder ned. Det aktiverer lægpumpen.
- Brug støttestrømper: Støttestrømper (kompressionsstrømper) lægger et fast, jævnt tryk på anklen og hjælper blodets kredsløb med at sende væsken retur.
- Undgå stramt tøj: Sørg for, at sokker og bukser ikke strammer om ankler eller lægge, da det kan blokere det frie blodomløb.
Selvom deklive ødemer ofte er harmløse og ofte skyldes almindelig træthed i kredsløbet, anbefaler jeg altid kontakt til din læge, hvis:
- Hævelsen kun er i det ene ben (især hvis det gør ondt eller er rødt og varmt).
- Du pludselig oplever at blive åndedrætsbesværet eller føler dig usædvanlig træt.
- Huden på benet spænder så meget, at den virker skinnende eller væsker.
Sådan kan du hjælpe blodomløbet i benene
Når man døjer med deklive ødemer, er kompressionsstrømper et af de mest effektive midler. Når det er sagt, er det meget vigtigt at vælge den rette type, da for lidt tryk ikke hjælper, mens for meget tryk kan være ubehageligt eller decideret forkert for blodomløbet. Derfor bør du altid søge professionel rådgivning inden du kaster dig ud i valg og brug af kompressionsstrømper.
Så næste gang du smider benene op i sofaen, mens fjernsynet kører, kan du helt roligt sige til dig selv (og dem omkring dig), at du ikke bare slapper af – du driver benhård, medicinsk forebyggelse.
